Sådan kommer du ned i gear i ferien

Tænk på, hvad det rent faktisk betyder ”at komme ned i gear”. Hvis du kører 100 km/t i 5. gear og skifter til 4. gear, så vil motoren sænke antallet af omdrejninger og køre langsommere… Hmm, er det sådan du starter din ferie – altså, med at komme ned i gear? Eller er du oppe på 130 kilometer i timen i 6. gear, idet ferien rammer dig?

Yoga kan bruges til at geare ned, så du bliver i stand til at føle den tilstedeværelse og det nærvær, som gerne skulle kendetegne din ferie.

Med udgangspunkt i nogle yogaens fysiske og mentale effekter (herunder meditation og mindfulness), får du her i artiklen indsigt i, hvordan du kan geare ned og være nærværende din ferie. Og hvordan du kan tage praktiske redskaber fra yogaen med ind i ferien – uden at du nødvendigvis trækker dig tilbage fra familielivet eller konstant kræver ”alenetid”. Læs med selv om du ikke har yogaerfaring. Der er også gode, brugbare øvelser til dig.

Når du læser, er det vigtigt at vide, at min definition på yoga inkluderer meditation og mindfulness. Det kan du læse mere om i et senere blogindlæg. Yoga handler om fokuseret bevidsthed, om at kunne stilne sanserne og tankerne ved at fokusere på én ting, kort sagt tilstedeværelse i nuet.

Ferien er i gang – og du er stadig på arbejde i hovedet

Er arbejdsmobilen stadig tændt? Er tankerne stadig på arbejde, og du er i tvivl, om du fik afsluttet alting ordentligt inden ferien? Eller er ferie- og familielivet bare så forskelligt fra hverdagen, at det er svært at kapere og komme ned i gear? Når vi nu er ved biltemaet: Kan du huske reklamen ”Kør bil, når du kører bil?” fra Rådet for Sikker Trafik. Her er der vist ingen, som er uenige i, at det er vigtigt at gøre det, du er i gang med – nemlig køre bil – hvis ikke det skal gå galt på kort sigt. Så hold ferie, når du holder ferie – så det ikke går galt på lang sigt.

Vid, at du er okay. Det er ok at give slip, at lade andre overtage, mens du er væk på ferie. Stol på at dine kolleger eller medarbejdere kan løse opgaven uden dig – ligesom du løser det for dem, når de holder ferie. Tillad dig selv at holde ferie, det er ikke egoistisk, det er nødvendigt. Hvis du vil give til andre og præstere på dit arbejde, så har du brug for at holde ferie.

Yogaens nærvær

På yogamåtten øver vi gerne fysiske stillinger. Men samtidig øver vi netop det nærvær, som kan tages med udenfor yogamåtten og bringes ind i din hverdag – eller som nu i din ferie. Yogastillingerne kræver din opmærksomhed. Du bliver guidet gennem stillingerne og bevægelserne af din yogalærer. Måske bliver du bedt om at have fokus på en detalje i stillingen: ”Sænk skuldrene, fokus på tæerne, stræk sædeknuderne mod loftet…”. Det er ikke fordi stillingen skal være perfekt. Ja, i min optik skal yogastillingen faktisk helst tilpasses menneskerne og ikke omvendt. Nej, det er for at du skal have noget at fokusere på, det er for at dine tanker er optaget af netop denne stilling og ikke alt muligt andet. Du trækker vejret ind, mens du strækker armene mod loftet og med næste udånding sænker ud armene igen. Hvorfor? Når du er beskæftiget med at koordinere bevægelsen med åndedrættet, så er du nødt til at være opmærksom på netop det og lade alt andet være.

Og hvad sker der? Når tankerne er fokuseret ét sted, så slapper sindet af. Derfor opleves yoga ofte som en mental pause – ikke en tænkepause, men en tankepause! At du så samtidig bliver strakt, bøjet, smidiggjort og måske lidt stærkere, ja, det er da bare dejligt. Men essensen er koblingen mellem og fokus på krop, sind og åndedræt. Det er netop dette nærvær, du kan tage med ud af yogamåtten og ind i din ferie. Det er netop på den måde, du kan føle den gavnlige tilstedeværelse i nuet, som helst gerne skulle kendetegne din ferie.

Hvis du ikke har erfaring med yoga på yogamåtten, og derfor har svært ved at se, hvordan du kan overføre yogaens principper til livet uden for måtten, kan du sagtens lege med alligevel. Jeg giver dig nedenfor en række øvelser, du kan tage med på ferie og prøve af.

Sådan skaber du nærvær på ferien

Her er nogle konkrete øvelser, du kan bruge i ferien til at skabe nærvær nu og her:

  • Når du går tur, så mærk fødderne og kontakten med underlaget for hvert skridt. Hvis underlaget er til det, så smid sko og strømper og mærk føddernes kontakt med underlaget. Her sender vi lige en kærlig tanke tilbage til filmen ”Pretty Woman”, hvor Richard Gere, i rollen som den fortravlede finansmand Edward Lewis, smider sko og strømper i parken og mærker græsset under fødderne – en helt ny og nærværende oplevelse.
  • Leg med børnene eller udfordr dig selv: Hvilke lyde kan I høre på stranden, i skoven, i byen? Hvilke lyde dominerer, hvilke er konstante, hvilke lyde kommer og går? Hvilke lyde er rare at lytte til, og hvilke er ikke så behagelige. Lyt ganske opmærksomt.
  • Er du i en samtale med dine børn, familie eller venner, så fokuser på samtalen. Vær stille mens den anden taler. Lyt! Du skal nok komme til orde, men først når du har lyttet.
  • Spis og drik med sanserne: Smag, nyd og tag dig tid til det. Afprøv måske en ny opskrift, så du er nødt til at være nærværende, også mens du tilbereder maden. Opmærksom nydelse. Du kan også lægge al opmærksomhed i fx kartoffelskrælning, i at snitte grøntsager osv. Fokus på hænderne, der arbejder, fokus på åndedrættet, mens du er fuldt til stede i det, du laver.
  • Er du på stranden, i liggestolen eller et andet sted, hvor fysisk afslapning kan forekomme? Så læg bogen, telefonen osv. væk et øjeblik. Mærk hvor du er. Mærk kroppen mod underlaget, slap af i ansigtet og fornem din vejrtrækning. Mærk varmen (eller kulden!), mærk vinden mod din krop, lyt til lydene (gerne med lukkede øjne) eller se på farverne omkring dig.
  • Mærk dit åndedræt i sengen som det første om morgenen og det sidste om aftenen. Mærk åndedrættet, som det er, uden at forvente noget andet. Skulle du få lyst, så tag nogle dybere åndedrag, hvor du giver tid og plads til vejrtrækningen. Det kan du i øvrigt praktisere i rigtig mange situationer, det er blot nemmere at mærke, når du ligger ned, hvis du ikke har prøvet det før.

 

Det er bestemt ikke en forudsætning, at du har kendskab til yoga for at afprøve ovenstående små nærværsøvelser. Men har du stiftet bekendtskab med yoga, vil du nok hurtigere kunne genkende principperne. Så flyt yogaens fokus ud i livet, ud i din ferie.

 

Det nærvær og den opmærksomhed, du øver dig på i yogatimen, kan du altså tage med fra yogamåtten og ud i livet – ud i din ferie. Men du kan sagtens bruge yogaens principper og komme ned i gear i din ferie uden at have stået på en yogamåtte før. Den væsentlige pointe er: Hvor er dit fokus? Hold ferie, når du holder ferie.

Nyt fra bloggen

I min blog kan du læse om coaching og yoga. Jeg deler ud af mine synspunkter og erfaring med begge dele. Og lidt om livet som helhed.

Tilmeld dig nyhedsbrevet