Er du i strid med virkeligheden?

Når du står i en svær livssituation, kan du komme til at strides så meget med virkeligheden, at du spænder ben for dig selv.

Når du slipper din krampagtige fastholdelse i det som ”var” eller det som ”kommer ” og accepterer det som ”er”, så frigiver du energi til at håndtere din situation hensigtsmæssigt.

Fra krampagtig fastholdelse

Nu skal vi en lille omvej omkring yoga. Yoga i sin fysiske form består især af stillinger eller bevægelser, som styrker og strækker kroppen. Jeg har været yogalærer i mere end 20 år og ser igen og igen særligt nye deltagere, som forsøger at strække kroppen, fx et ben, ved at ”ville” det. Overbevisningen i hovedet lyder: ”Jeg vil strække benet”. Så de anstrenger sig, sætter kræfter og vilje ind på at strække det spændte ben, og de holder sandsynligvis vejret.

Det er deres virkelighed og overbevisning om, hvad der er rigtigt at gøre.

Til flow og smidighed

Hvis jeg i stedet beder dem om at mærke åndedrættet, især udåndingerne, slippe en spænding i benet og være med deres krop, som den er, så sker der pludselig noget. De går fra at ville til at være. De går fra krampagtig anstrengelse til flow. De skifter fokus fra at være målrettede på noget de vil opnå i fremtiden til at mærke nuet. Og samtidig går de fra krampagtig fastholdelse til accept og oplever på den måde, at der rent faktisk sker noget, så de bliver smidigere.

At være med det, som ”er”

Pointen er, at de lærer at være med dét, som er.

Da min datter blev alvorligt syg, og jeg blev pårørende, var jeg i strid med virkeligheden.

“Du skal blive hjemme fra i morgen. Du skal ikke på arbejde. Dit arbejde er at passe din datter”, sagde min datters læge. Mødet med den læge – og senere samme dag en medarbejder i kommunen – var mit vendepunkt. Det punkt, hvor jeg gik fra fornægtelse og indvendig strid til accept og handling.

Når du er klar til det, kan du få min hjælp til at slippe striden med virkeligheden og acceptere din livssituation, så du frigiver energi til at handle hensigtsmæssigt.

Coachende samtaler om din livssituation kan bringe nye perspektiver ind i en ellers svær eller fastlåst situation.

Nyt fra bloggen

I min blog kan du læse om coaching og yoga. Jeg deler ud af mine synspunkter og erfaring med begge dele. Og lidt om livet som helhed.